Det er jo indlysende, at man skal lytte til sin krop, for at kunne tage vare på sig selv og sine behov. Alligevel taler vi alle om det at lytte til kroppen. Igen og igen, nærmest som et mantra. Men gør vi det? Jeg gjorde det ikke.

Da jeg var midt i 40erne stod på kanten af stresstærsklen, var min reaktion at løbe. For når jeg løb, læs løb langt og længe nok, så gav tankemyldret op og jeg fik et øjebliks fred. Skuldre og nakke var totalt låste og jeg havde lange forløb hos massøren og fysioterapeuten for at få løsnet myoser og andre forkrampninger op. Jeg lyttede ikke specielt til, hvad min krop fortalte mig. Det var først da jeg ikke længere kunne sidde stille eller koncentrere mig om at læse en bog, at det gik op for mig, at jeg måtte gøre noget. Jeg begyndte at meditere og vandre.På et tidspunkt begyndte begyndte min løbepræstation at gå nedad bakke. Jeg øgede indsatsen for at holde mig på niveau, men uden success. Jeg følte mig tung, træt og uoplagt, når jeg løb, en følelse jeg ikke kendte. Men jeg blev bare ved. Først da jeg begyndte at få så stærke smerter i lænden, at jeg også om natte vågnede ved det, begyndte jeg at lytte. Jeg fik konstateret slidgigt og måtte bare lære at acceptere, lød det fra lægen. Det kunne jeg ikke bruge til noget – for jeg ved jo, at jeg bliver gammel og har tænkt mig et aktivt liv. Jeg intensiverede min qigong træning og mærkede smidigheden komme gradvist tilbage og dermed forsvandt smerterne næste helt og i de sidste 3 år har jeg ikke haft problemer med nakke og skuldre. I min verden er det nærmest et mirakel. Det åbnede mine øjne for det faktum, at vi faktisk ER i stand til at selv at påvirke og ændre vores fysiske tilstand, vores helbred. At vi kan sætte os ved roret og sætte retningen. Jeg har været hele møllen igennem med myoser, skader, stress og overtræning. Så jeg ved hvor stor en indsats, der skal til for at komme igennem, men jeg ved også, at der er en anden vej!

På baggrund af egne erfaringer har jeg skræddersyet programmer, der tager fat lige der, hvor du har behov for at sætte ind. Med udgangspunkt i ”hele dig” – ikke bare i dine tanker og forestillinger om hvad du kan og hvad du er. Jeg har lavet en tjekliste – ikke sådan et lægetjek, men blodtryk og kolesteroltal, blot en simpel liste, hvor du bruger dine øjne og et spejl, eller måske kan du få hjælp af en ven eller veninde, der har objektive øjne. OG bare rolig. Det handler ikke om udseende og størrelse, for du er som du er. Det handler om at finde ud af, om du har balance i din krop. Og det er der qigong træningen tager udgangspunkt. Du bliver rettet op, kommer i balance og dermed kan du sætte dig ved styret og vælge lige præcis den retning, der passer til dig. Hver gang.

Forandringen sker ikke på én dag, men gennem vedholdende indsats. Den gode nyhed er at qigong er noget alle kan være med til og alle vil have glæde af, uanset hvor god eller dårlig fysisk form du er. Qigongs energi arbejder i din krop, i dit sind og under de forhold, der er i dig lige nu og her. Du skal ikke have et bestemt kondital eller kunne løfte 20 kg. Kan du ikke stå op i 5 minutter uden at blive træt, så kan du starte siddende, kan du løbe marathon, så vil du have glæde af at styrke sener og bindevæv, så du ikke får skader, og har du for travlt og måske endda på vej til stress, så vil qigong hjælpe dig til at trække vejret, således at du kan finde ro i din krop.

Set i bagspejlet er alting tydeligt 

Sport har altid været en del af mit liv, men det var mere af nød end af lyst. Jeg var nemlig overvægtig, så mine forældre meldte mig til dans, gymnastik, svømning og badminton. Jeg var stadigvæk for tyk, men jeg var også stærk! Som teenager besluttede jeg, at det skulle være slut med at være overvægtig. Så jeg sultede mig. Og når jeg spiste, så vidste jeg præcist, hvor meget bevægelse, der skulle til for at forbrænde det – jeg var godt på vej til anoreksi og vejede på et tidspunkt kun 47 kg. Heldigvis for mig, opdagede jeg det, og var stærk nok til at slippe ud af det anorektiske tanke- og handlemønster. Selvfølgelig har det sat spor, men mange af dem har været gode. For eksempel tog min interesse for mad en drejning over mod den sunde kost og de gode råvarer, således at jeg og familien altid har levet sundt. Mit behov for at bevæge mig blev til aerobic og styrketræning. For jeg har altid fortalt mig selv, at jeg ikke var en løbepige!

At hænge fast i gamle overbevisninger

Selvom jeg altid har bevæget mig, så var min kondition dårlig, eller snarere jeg kunne ikke få vejret, havde noget astmatisk bronchitis osv. Det fik mig til hårdnakket at hævde, at jeg ikke kunne løbe. Jeg gik så vidt som at sige, at min krop ikke egnede sig til løb. Og jo, jeg har ikke den optimale sprinter-figur, men helt almindelige mennesker kan jo godt løbe ikke sandt? Og rygningen gjode det jo heller ikke bedre. Sidst i halvfemserne indførte chefen rygeforbud på kontoret og meldte os til DHL stafet. Det blev endnu et vendepunkt for mig. Jeg ville stoppe med at ryge, men alle de gamle forestillinger og risikoen for at blive for tyk meldte sig. Jeg var i et dilemma, for jeg vidste, at den letteste måde at brænde kalorier af på, var at løbe, men jeg havde jo også overbevist mig om, at jeg ikke kunne. Det var et valg mellem pest og kolera. Men jeg besluttede mig for at forsøge. Selvfølgelig blev jeg skadet – jeg løb alt for meget ned ad bakke den sommer i Frankrig, hvor jeg begyndte at løbetræne, dels fordi jeg stoppede med at ryge og dels fordi jeg skulle løbe DHL. Jeg tror, jeg ubevidst tog den lette udvej – for nedad bakke er jo ikke noget problem for åndedrættet, vel?!

Men jeg holdt ved og efter en længere pause, begyndte jeg at løbe lidt igen. I Danmark, og i relativt flat teræn. Jeg meldte mig i løbeklub og lærte at løbe først 5 km, senere 10 km. Lungerne hang nogle gange i laser, fordi jeg målte mig med de andre og det var ikke en nydelsesfuld process at komme i løbeform. Men jeg holdt vægten, og lyttede ikke særlig meget til, hvad kroppen sagde.

At overhøre kroppens signaler

Midt i 40erne begyndte de første stress tegn at melde sig. Jeg havde tankemylder, jeg sov dårligt, mit ellers gode humør og store smil var ofte svært at få øje på, og jeg var rastløs. Jeg opdagede, at når jeg løb, så fik jeg fred i hovedet og en gang i mellem løste problemstillingerne sig på magisk vis, når jeg kom hjem efter turen. Jeg var lykkelig for at have fundet svaret, på hvordan man undgår stress! Eller det troede jeg, for jeg vidste ikke noget om at jeg på løbeturen, producerede endnu flere stresshormoner/kortisol end dem, jeg allerede producerede netop på grund af stressen. Signalerne blev overdøvet af den korte følelse af velvære, der fulgte med. Og i og med jeg ikke kunne slappe af og falde til ro, så sled jeg på min stærke krop i alt for lang tid. Faktisk løb jeg bare lidt mere, når jeg var rastløs. På et tidspunkt løb jeg 10 km hver anden dag og var i fitness centret 1-2 gange om ugen. Igen var jeg heldig at indse, at jeg var på kanten af stress og at jeg måtte gøre noget. Nyt job og bjergvandringer blev min vej tilbage til mærke min krop igen. Jeg bilder mig ind, at jeg på mine vandringer opfandt mindful walking, før det blev et kendt begreb. Jeg fik styr på åndedrættet – Jeg studerede mindfulness og begyndte at meditere og fandt tilbage til mig selv.

Når overtræning kommer snigende

Nu kunne jeg igen løbe 10 km og styrketræne og ikke mindst holde vægten! Så begyndte jeg at få lidt ondt i lænden efter mine løbeture, og jeg kunne heller ikke løbe lige så hurtigt som tidligere. Jeg følte mig lidt slidt, for at være helt ærlig. Jeg kunne ikke forstå det, og forsøgte i en periode at interval og styrketræne mere for at forbedre resultatet. Men formkurven gik bare nedad. Jeg mistede lidt efter lidt motivationen og begyndte at fortælle mig selv, at jeg jo ikke behøvede at løbe. Jeg løb 2-3 gange om ugen, men nogen gange bare 5 km. Det hjalp i en periode. Pludselig med mindre træning, kunne jeg løbe hurtigere end før. Jeg var lykkelig, og indså ikke, at jeg var faldet i fælden sammen med de andre, der overtræner.  Fordi jeg var stærk, så gik der lang tid før, jeg begyndte at få andre symptomer igen, men de kom. Jeg fik stærke smerter i lænden. Det var slidgigt.

Qigong til smertelindring og genopbygning

Jer der kender mig, ved at jeg tror, at jeg bliver gammel. Og jeg har ønsker mig et aktivt liv. Lægen sagde at smerterne i lænden, måtte jeg lære at leve med og acceptere, at jeg ikke kunne løbe, var der ikke noget at gøre ved. Den melding passede ikke i mit kram. Qigong havde jeg snuset lidt til. Og jeg kunne mærke den positive effekt i  mine led, så derfor besluttede jeg mig i 2013 for at gøre qigong til min sport. En træningsform, som jeg kunne tage med mig gennem livet. Den beslutning viste sig at være rigtig – og jeg er bare ærgerlig over, at jeg først fandt qigong sent i livet. For jeg kan se, at qigong ville have givet mig det gode åndedræt og måske forhindret bronchitis, at qigong kunne have forhindret stress og overtræning, fordi jeg ville have mærket ubalancen. Men det bedste er at qigong har givet mig smidigheden tilbage. Gigten er måske ikke forsvundet, men symptomerne som stivhed og smerter, har jeg ikke længere – de holdes i skak med daglig qigong. Og jeg kan løbe igen!

Løb i en ny dimention

Løb er som sagt en del af mit liv. Det gør mig glad. Men mine erfaringer har også lært mig, at man skal passe på. Give sig tid til at lytte. Qigong har givet mit løb en ny dimension, som jeg tror andre kan have stor glæde af. Nu løber jeg af lyst. Jeg nyder at trække vejret, sænke skuldrene og slappe af, mens jeg mærker kroppen arbejde smidigt og veloplagt. Jeg smiler hele vejen, fordi den eneste forventning er, at jeg nyder at løbe, at træne min krop og styrke mit helbred.